Den notoriske instruktør Guy Ritchie har travlt i disse tider, men det går bestemt ikke udover kvaliteten af hans arbejde. ’Wrath of Man’ er en stærk og uventet fornøjelse i Ritchie’s oeuvre.

’Wrath of Man’ starter stærkt ud med et fantastisk wideshot, der bliver til et intenst top-shot med langsom tracking ned mod den egentlige handling. En pengetransport er på farten, og i bedste Guy Ritchie stil følger vi handlingen inde i bilen over skulderen på de to vagter.

Vi hører et brag, og den dramatiske lydside forsvinder, som havde vi lige lagt ører til en eksplosion. Noget utraditionelt for en actionfilm, så er der intet klip før scenen er færdig. Kameraet er stationært, og man er derfor kun bevidst om dele af handlingen igennem de få ting, man kan se, og den panik, man hører. Det er et særdeles effektivt værktøj, og man er fanget og engageret fra start af.

Filmen klipper derefter til titelsekvensen, som i denne film er en blanding af James Bond og Godfather med et dystert twist, der understøttes af den stemningsfulde titelmelodi. Sekvensen er både spændende og dragende, og man mærker tydeligt Ritchie’s store kærlighed til filmmediet.

Hårdtslående og effektfuldt soundtrack

Lydsiden i denne film er fuldstændig sublim. Selvom vi er gået bort fra de klassiske Brit-rock toner, der oftest akkompagnerer en Ritchie film, så er det stadig et fuldstændigt fængende og fænomenalt soundtrack.

Det er enormt storladent og grandiost og leder tankerne hen på den fænomenale lydside, man oplevede i Christopher Nolan’s Batman-univers. Komponisten Christopher Benstead får skabt et fantastisk ledemotiv til vores tilknappede men intense hovedkarakter H (Jason Statham).

Alt spiller fantastisk sammen på lydsiden. De små diegetiske lyde, actionelementerne og soundtracket er perfekt timet ned til mindste detalje. Det giver en særdeles afrundet og indlevende filmoplevelse.

Rappe replikker uden større substans

Flere af de klassiske Ritchie-træk er til stede i filmen; fed action, hurtige ekspositionskrydsklip, en (forholdsvis) moralsk karakter, der presses til umoralske handlinger – og selvfølgelig selveste Jason Statham.

Ritchie’s ypperste karakteristika er hans lyrisk legende dialoger og monologer, med både særegne kælenavne, humoristiske eder og veloplagte comebacks. Det er dog en væsentlig mangelvare i denne film. For ofte mangler der kemi og rytme i dialogerne, og replikkerne bliver noget generiske ind i mellem. Det mærkes tydeligt, at filmen ikke er en original Ritchie.

Hovedkarakteren H’s fåmælte facon klæder dog både Statham og filmen godt. Selvom Statham leverer karrierens bedste optræden under monologen i ’Revolver’ (2005), så er han ikke ligefrem en fænomenal skuespiller. H’s udtryk tangerer til tider en lidt for smart cool-guy vibe, men det opvejes i løbet af filmen, da det tydeliggøres, at det handler mere sorg end om sejhed.

Ensemble uden sammenspil

Filmen byder på et solidt cast i form af Holt McCallany, Darrell D’Silva, Josh Hartnett, Scott Eastwood og Andy Garcia. Selvom ensemble film er Ritchie’s styrke, får han ikke fanget formen i denne omgang. De indbyrdes forhold mangler den sædvanlige elegance og familiaritet.

Birollerne fungerer i høj grad som overfladiske støtter til Stathams rolle, fremfor egentlig integrerede elementer i plottet. Dertil leverer både McCallany og Hartnett skuespilpræstationer der overraskende nok får Statham til at virke overlegen.

En nyskabende film med de bedste elementer fra klassisk action

’Wrath of Man’ er en intens fortælling i fire akter, der står stærkt som både individuelt værk fra mesteren Guy Ritchie, men også som en homage til flere klassiske film og filmskabere, som har inspireret ham igennem karrieren.

Filmen låner flere klassiske elementer fra blandt andet western-genren, og det er da svært ikke at blive fanget af det metalag, der skabes i Scott Eastwoods close-up, som var han selveste Clint i ’The Good, The Bad and the Ugly’ (1966).

Det er en solid actionfilm, der byder på meget mere end overfladiske interaktioner og højlydte eksplosioner. Med ’Wrath of Man’ har Ritchie skabt en velfungerende og til tider lettere poetisk action thriller, som bestemt skal ses – og helst i biografen, hvor soundtracket kan nydes til fulde.