Den nye X-men trilogi får en uværdig afslutning med Bryan Singers ’X-men: Apocalypse’. En film, der går efter mantraet: Vi gør det større og vildere end sidst. Det er lige netop hvad superheltegenren ikke har brug for i øjeblikket.

Jean Grey (Sophie Turner) går på et tidspunkt i ’X-men: Apocalypse’ ud fra en visning af ’Return of the Jedi’ (1983) sammen med tre af sine medstuderende på Xaviers School of the Gifted deriblandt Scott Summers (ham med brillerne fra den originale trilogi). De fire venner diskuterer ivrigt om hvilken film, der er bedst i den originale Star Wars trilogi. Det har de svært ved at komme til konsensus omkring, men Jean konkluderer ”I det mindste er vi enige om at 3’eren er den dårligste”. En slet skjult reference til den forhadte ’X-Men 3: The Last Stand’, som ikke var instrueret af Bryan Singer, og klart opfattes som den dårligste i trilogien. Spørgsmålet er så, om historien vil gentage sig med denne tredje indstilling i den nye trilogi af film om mutanter? Og ja det gør den.

STØRRE! VILDERE!
Vi starter i fortiden ret langt tilbage – omtrent 3600 år. Verdens første mutant El Sabah Nur også kaldet Apocalypse (Oscar Isaac), udfører et ritual, hvor han skal udskifte sin krop med et andet menneskes for at opnå evigt liv. Noget går galt, Apocalypse sendes i dvale, og vågner først igen i 1983. Et år hvor vores alle sammens ynglingsmutanter prøver at genopbygge forholdet til menneskeheden efter Magnetos attentatforsøg på USA’s præcident. Apocalypse er dog som navnet antyder ikke videre positivt stemt over for situationen i verden anno 1983 og beslutter sig for, at alle de svage individer skal udslettes.

Mere om historien skal ikke afsløres her, men der er i denne omgang flere mutanter involveret end nogensinde før. Apocalypse er eftersigende den stærkeste mutant i verden, og det kræver åbenbart et CGI-smadder af en anden verden at lave et opgør mellem X-men og denne mutant. Der bliver smadret så mange bygninger og monumenter (selv det Utzon-tegnede Sydney Opera House må lade livet), at General Zod og Superman må bøje sig ned i støvet.

Uden ost, tak!
Den lidt klichefyldte historie krydres så med abnormt mange one-liners, der akkompagneres med bombastisk orkestermusik. Hvis jeg bestilte et ostebord i Klovborg med en 90-årig ved navn Ole, ville jeg stadig være mindre cheesy end den her film. Kun et fåtal af replikkerne rammer og ligeså med humoren, som prøver med nogen sjove call-backs og visuelle homages til tidligere film i genren, men det ender blot med at blive dårlig fan-service. Et gensyn med Strykers base fra ’X2’ får mig blot til savne den gamle film, og dens overlegne plot. Selv Quicksilver som stjal showet i ’Days of Future Past’ får ikke de samme latterbrøl i denne omgang, og en enkelt scene føles endda som en ærgerlig kopi af den geniale scene fra den forrige film.

Enkelte højdepunkter er der dog, Fassbender som Magneto er stadig brilliant, og han er klart filmens højdepunkt. Fassbender er nærmest shakespearansk i sit spil, og jeg ville ønske, at Magneto var det enkelte fokuspunkt for historien i stedet for Random Mutant nummer 1, 2 og 3. Det er også tydeligt, at James McAvoy som Xavier savner sammenspillet med Fassbender i det meste af filmen, og Oscar Isaac opnår på ingen måde samme kemi med McAvoy i de scener, hvor de står over for hinanden.

Altså står vi endnu engang over for en X-Men 3’er, der ikke kan leve op til sine forgængeres kvalitet, og det er svært at se, hvordan universet skal bevæge sig videre herfra. Men vi kommer nok til at se mutanter igen, men forhåbentlig kan en vis lejesoldat med en mund fra helvede sparke selvhøjtideligheden lidt ud af denne franchise.