Af Martin Wolsgaard

Bryan Singers oprindelige The X-Men-trilogi har med X-Men: First Class (der i princippet er X-Men 5) fået samme status som Tim Burtons Batman-film fik, da Christopher Nolan lavede sin Batman-reboot. Flere erindrer formodentlig den originale trilogi mere lykkeligt end de reelt berettiger til. Og til trods for utvivlsomme momenter med sublim actionkvalitet, er de mere end noget andet en stor del superheltefilm-genrens evolution, der har fået denne hen til det punkt, vi er i dag. Hvis der i dette aspekt er én ting, man kan tage med sig fra instruktøren Matthew (Kick-Ass) Vaughns fremragende oprindelseshistorie/reboot, er det, hvor forældet de oprindelige tre film synes i dag.

Filmens suverænt største selling points er de to hovedrolleindehavere, James McAvoy (Atonement, Last King of Scotland) og Michael Fassbender (Inglourious Basterds). McAvoy spiller den evigkloge leder Professor Charles Xavier (med hår!). Han genskaber og redefinerer Patrick Stewarts portrættering til en mindre adstadig og alvorlig karakter, der således bliver, ja, mere menneskelig (blandt andet på grund af indtagelse af alkohol, hang til sleazy scorereplikker og gentagende brug af ordet ”groovy”). McAvoy er med andre ord halvdelen af grunden til, at filmen fungerer så godt, som den gør. Den anden halvdel er Fassbender i rollen som Erik Lehnsherr, aka. Magneto. Den elegante og karismatiske Fassbender viser os, hvilken perfekt James Bond, han i princippet kunne være. Hans Magneto er en hårdkogt og kold dræber, der i bedste Sean Connery/Daniel Craig-stil drives af hævn og en uomtvistelig retfærdighedssans. Derudover udforsker han en yderst innovativ og ubehagelig måde at trække folks plumper ud af tænderne på. I det hele taget lever First Class højt på et fremragende cast, der også indeholder Kevin Bacon, January Jones (Mad Men), Jennifer Lawrence (Winter’s Bone) og Rose Byrne (Troy, Sunshine) – især skal en cameo af Hugh Jackman i rollen som Wolverine ifølge undertegnede fremhæves som yderst fremragende.

Interessant nok vælger instruktøren Vaughn at begynde filmen med en genskabelse af åbningen i Bryan Singers første X-Men-film, hvor det vises, hvordan Erik som barn og polsk jøde i en koncentrationslejr opdager sine kræfter i et forsøg på at redde sin mor. Det er et modigt træk at lægge ud med en 11 år gammel scene, som fans af serien og genren formentlig har set op til flere gange. Og dog gør Vaughn scenen til sin egen, idet Eriks traumatiske oprindelseshistorie udforskes yderligere som filmen skrider frem – og endda nuanceres mere end den gør i nogle af de tidligere X-Men-film. I det hele taget sætter Vaughn sit tydelige aftryk på filmen med en perfekt balancering af action vs. karakterudvikling og humor og menneskelighed vs. stil og substans.

Når vi møder den voksne Erik i filmens nutid er han en flersproget nazistjæger med lige dele James Bond og Nazi-oberst Hans Landa (Christoph Waltz i Inglourious Basterds). Han er på en ensporet mission, der går ud på at finde og hævne sig på filmens skurk, Kevin Bacon, der spillede en stor rolle i skabelsen og udviklingen af Eriks had og mutantkræfter. Forventeligt er Xavier den diametrale modsætning, der advokere sameksistens, respekt, lighed og fred. De to mødes ved en tilfældighed og vikles ind i de uroligheder, der fungerer som plottets dramatiske omdrejningspunkt. Herigennem opstår et fantastisk partnerskab (både mellem skuespillerne og de karakterer de portrætterer) på trods af deres fundamentale, principielle uenigheder og forskelligheder.

Filmens handling positioneres i Den kolde krigs mest glødende ”lige-ved-og-næsten”-øjeblik – Cuba krisen. Her iscenesættes en ny vinkel på hele krisen, i den forstand, at den forårsages af en ondsindet, verdensherredømme-hungrende mutant (Kevin Bacon), og således skal afværges af vores mutanthelte anført af Xavier og Magneto.

Følgelig gør First Class meget ud af at understrege mutanternes outsiderstatus, blandt andet i kraft af, at filmen foregår i tresserne. Herigennem suppleres der med politiske undertoner, der uundgåelige spejler borgerrettighedsbevægelsen og homoseksuelles frigørelse. Outsideraspektet forstærkes af de mutant teenagere, som Xavier hverver i hans bestræbelser på at redde verden, der alle er outsidere, som ønsker at høre til. Det er dog også heri filmens eneste minus er, idet de ikke rigtig har tilstrækkeligt at arbejde med, hvorledes de til tider virker lidt fjollede og hule som karakterer (på nær Raven Darkholme, aka. Mystique, spillet af Jennifer Lawrence). Dog forestiller denne anmelder sig, at dette problem løses og de unge mutanter vil komme til deres ret i den (forventelige) næste film i franchisen.

Alt i alt – groovy nok X-Men 5 – direkte til toppen af (X-Men) klassen! Sommerblockbusters bliver ikke meget bedre end dette.