Odell er bestemt en kunstner, der tør rykke ved grænserne for filmmediet, men ’X&Y’ når desværre ikke længere end til egen navle.

Forestil dig, at du kunne se nogle af dine karaktertræk personificeret igennem Trine Dyrholm og Thure Lindhardt. Men at du samtidig også skulle bo sammen med dem i et lukket studie, hvor disse kendisser konstant var den side af dig. Det er det, der er præmissen for den svenske instruktør og kunstner Anna Odells nye film.

Trine Dyrholm som Mikael Persbrandt
Anna Odell debuterede i 2013 med sin film ”Gensynet”, hvor den eksperimenterende instruktør startede sin fascination af grænselandet mellem virkelighed og fantasi, hvor modningstraumer bliver bearbejdet i et opstillet hævnscenarie. Denne tilgang er endnu engang metoden for Odellsselvransagelsesproces.

I denne omgang er det dog identitet, køn og seksualitet, der bliver nærstuderet. I en stor kulissekonstruktion har hun sat den store svenske skuespiller Mikael Persbrandt stævne. Odell vil lave en film, hvor de udforsker deres medieskabte identiteter, som skal gestaltes af seks forskellige skuespillere, heriblandt de danske stjerner Trine Dyrholm, Sofie Gråbøl, Jens Albinus og Thure Lindhardt, for at finde ind til den absolutte sandhed, som hun selv udtrykker det.

Grænsesøgende leg
Med filmens dramaturgiske opbygning og de lækre kameraindstillinger er vi som publikum ikke i tvivl om, at dette er en iscenesættelsen af virkeligheden. Dog bliver man alligevel usikker på, hvor meget af deres replikudvekslinger, der rent faktisk HAR fundet sted under den virkelige manusudvikling. Fordi samtalen hele tiden bevæger sig i en form for metalag, hvor personerne spiller sig selv i udviklingen af selvsamme film. Forvirrende? Ja en smule.

Men hele eksperimentet pirrer min nysgerrighed. Spillet mellem de forskellige karaktertræk, der viser sig i forskellige situationer, og den evige legen mellem fiktion og fakta er nyskabende og anderledes. Den rykker generelt ved noget, som jeg virkelig synes er spændende. Hvad er identitet, og hvad er det mod vores køn og seksualitet? Hvilket virker meget aktuelt i disse kønsrolledebats tider.Man fornemmer hele tiden en intensitet mellem spillerne, hvor konflikten lurer under overfladen.

Provoker mig!
Men på trods af dette interessante og grænsesøgende eksperiment, der bryder de gængse filmkonventioner, så er det, som om jeg ikke rigtig mærker budskabet. Hele denne svælgen i egen identitet fra særligt Anna Odell virker enormt navlepillende og distancerende. På grund af hendes tidligere film og efter at have læst beskrivelsen af denne, har jeg en klar forventning om en fascinerende og provokerende fortælling, der vækker en masse følelser i mig. Men undersøgelsen af køn og seksualitet generelt træder i baggrunden for den mere selvransagende historie, og min forventninger bliver ikke indfriet, desværre.

Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne give denne nytænkende pseudodokumentar en højere karakter, for ideen er absolut interessant og original. Jeg elsker, når film tager chancer og tør gå uden for de klassiske konventioner, så et 12-tal for indsatsen. Men desværre er forløsningen ikke tilfredsstillende, og jeg ender med at sidde og føle mig som tilskuer til en omgang selvterapi for Anna Odell.

Foto: Camera Film