Den finurlige hændelse, at alle i verden har glemt The Beatles, virker en smule søgt. ’Yesterday’ er en sød sommerfilm, der fik mig til at fnise, men rigtige grin kunne den ikke få mig til at hoste op med.
Jack (Himesh Patel) er aspirerende musiker, hvis eneste sande fan er hans bedste ven og manager Ellie (Lily James). I håbet om at slå igennem spiller han på pubber, badehoteller, til børnefødselsdage – hvor end der er en mikrofon og øl i baren til gruppen af venner, der trofast, men halvironisk følger trop.
En dag er Jack involveret i en trafikulykke, og da han vågner, er verden ikke den samme. Da han spiller og synger Paul McCartneys ’Yesterday’ for sine venner, bliver de fuldstændige forbløffede – hvilket talent! Jack begynder at indspille Beatles-numre, eftersom at ingen andre virker til at kunne huske dem. Trin for trin opbygger han en karriere som musikalsk superstjerne.
Eleanor Rigby og Hey… Dude?
For at Jack kan indlede sin karriere, skal han dog selv kunne huske musikken. Ved hjælp af sticky notes, sin guitar og besøg i Beatles-hjembyen Liverpool, forsøger han at skrive sangene ned. Sekvensen, hvor han febrilsk prøver at huske teksterne til sangen ’Eleanor Rigby’ er særlig fed, da der spoles i billedet. Når Jack starter forfra på sangen, gør sekvensen også, og vi ser kirken, brudeslør og karaktererne fra sangen. Father McKenzie skriver en prædiken og strikker sokker, og hvad er det nu bruden Eleanor Rigby samler op fra gulvet – er det ris? Den ordrigdom og fantasifuldhed, der fyldte Beatles lyriske univers hyldes på fin vis i Jacks forsøg på at huske.
Filmen præsenterer et sjovt mix af nyt og gammelt, da den introducerer nutidens popikon Ed Sheeran. Han bliver helt forgabt i Jacks’ musik, og inviterer ham med som opvarmningsnummer på sin tour. Underholdende er det, da Ed Sheeran foreslår, at ’Hey Jude’ i stedet skal lyde ’Hey Dude’. Desværre bliver de humoristiske pointer aldrig helt store, da de enten kommer fra den meget klassiske boss-stereotyp af en LA-producer eller fra Jacks udygtige roadie – to typer af sidekicks, som man har set alt for ofte før.
Et spørgsmål om præmis
Min første tanke, da jeg hørte om filmens præmis, var, at producenterne bag måtte have forsøgt at finde på en undskyldning for at bruge Beatles-musik i en film og derved tjene kassen. Jeg blev dog overrasket. I kølvandet på ’Bohemian Rhapsody’ og ’Rocketman’ var det forfriskende at se en musikfilm om et ikonisk band – uden at bandet selv var centrum for fortællingen.
Der er dog stadigvæk nogle problemer ved filmens præmis, som der skøjtes let hen over. Selvom hændelsen ”alle har glemt Beatles” ingen gang på jorden har, følger der et andet – lige så fiktivt – spørgsmål: Hvorfor er det lige The Beatles, der er blevet glemt? Det forklarer filmen aldrig. Heller ikke på sjov og fjollet vis, som den godt kunne have taget sig tid til. I stedet nævnes det, at også Coca-Cola og Harry Potter ikke længere eksisterer. But why?
