Joaquin Phoenix stjæler bogstaveligt talt det dunkle rampelys i denne avantgardistiske hævnfilm.

Kraftig så man tænker, at kolesteroltallet er for højt og dog alligevel imposant på en testosteronfyldt og frygtindgydende måde. Langt rodet hår, filtret skæg, luset og hætteklædt. Lejemorder i sager omhandlende kidnapning af små piger til gamle grise. Tidligere FBI-agent og krigsveteran med utallige ar på krop og sjæl med flashbacks og traumer, der ikke er for de sarte. Joe er typen man kontakter, når man ønsker retfærdigheden skal ske fyldest, og det ikke er den slags retfærdighed, som ordensmagten kan tilbyde.

Vi kender Lynne Ramsay fra især den gruopvækkende ’We need to talk about Kevin’. Denne gang har den skotske instruktør kastet sig over en dyster noir-fortælling om hævn, misbrug, pædofili og korruption. Joe er hyret til at hjembringe en senator-datter (Ekaterina Samsonov), men sagen går ikke som vanligt, og pludselig befinder Joe sig i et meget større spil end som så.

Gennem overvågningskameraer, spejlbilleder og tilsvarende snedige virkemidler samt akkompagneret af et forbandet dystert score af den altid fængende Jonny Greenwood, følger vi Joes moralske korstog, som vender op og ned på alting. Men den skarede mands selvudslettende karakter er i sig selv mere present end filmens egentlige handling. Som en mand der gambler alt, uden at have noget at tabe. For han har allerede tabt.

Den perfekte anti-helt
For Joaquin Phoenix’ Joe er nemlig større og mere interessant end filmen i sig selv. Han forvandles til at blive fortællingens egentlige handling. En martret anti-helt der giver reminiscenser til store filmhistoriske karakterer som den rablende Travis Bickle i ’Taxi Driver’, frygtløse og dog ømme Léon i filmen af samme navn og Ryan Goslings fåmælte hævner i ’Drive’. Phoenix blev hædret med en prisen som bedste skuespiller ved Cannes Film Festivalen i fjor, og det forstår man udmærket, når man ser hans personificering af den traumatiserede Joe. En af hans absolut fineste roller, i hans i forvejen imponerende bagkatalog. Filmen blev derudover også hædret som bedste screenplay på Cannes.

Play it cool, Lynne
Er der så slet ikke noget negativt ved denne film, tænker du sikkert nu. Er der ikke plot-huller, alt for ensidige karakterer eller andet støj, der ødelægger denne totale hævnoplevelse? Egentlig ikke. En beskeden spilletid på 90 minutter gør, at filmen er stram og der ikke er ét gram fedt på den. Det skulle dog lige være Lynne Ramsays konstante insisteren på, at intet må fortælles på en konventionel måde og stort set alt derfor bliver fortalt gennem de førnævnte kreative virkemidler. Selv en skittle kan blive abstrakt. Det virker til tider en anelse overgjort, og mindre kunne sagtens have gjort det.

Når rulleteksterne ruller over skærmen, føles det som at have fået en hård mavepumper af indtryk. Som at se en arthouse udgave af ’Taken’, hvor vi får mere end Liam Neesons very particular set of skills. For Joe er ikke halv så opfindsom, som han er brutal og mørk. Forbavselse, forundring og et væld af spørgsmål gør ’You were never really here’ til en stærk filmisk oplevelse som brænder sig fast på nethinden.