Af Martin Wolsgaard
Sporadisk morsom og velcastet som sædvanlig, men You Will Meet a Tall Dark Stranger er ikke en af Woody Allens mest inspirerende nyere film. Der er tale klassisk Woody; et ensemble cast med fremragende skuespillere; en universel fortælling som kunne foregå hvor som helst og for (næsten) hvem som helst. Han smider sine hovedkarakterer gennem parforholdshelvede, og opnår som resultat en mere eller mindre usjov komedie om ægteskaber i problemer.
You Will Meet a Tall Stranger foregår i London, hvor Alfie, spillet af Anthony Hopkins i midtlivskrise, forlader sin kone Helena efter 40 års ægteskab, og gifter sig i stedet med den forhenværende luder Charmaine, som dels får gang i Alfies sexliv og dels bruger det meste af hans opsparing. Den afviste Helena har fået en særlig forkærlighed for whisky og en fupmager af en spåkone. Spåkonen tager masser af penge for at fortælle Helena præcis, hvad hun ønsker at høre: hun er fyldt med positiv energi, og ikke nok med det, hun vil også snart møde en interesseret og interessant fremmede.
Alfie og Helenas adfærd danner rammen for stupid opførsel og utroskab, der er en slags gennemgående temaer i filmen: Deres ulykkeligt gifte datter, Sally (Naomi Watts), begynder at flirte mere eller mindre uskyldigt med hendes chef (Antonio Banderas), alt imens hendes mand (Josh Brolin), der engang for længe siden var en lovende forfatter indleder en affære med den unge indiske skønhed (Freida Pinto – Slumdog Millionaire), som han indledningsvis får øje på gennem sit vindue.
Den virkelighed, Woody opstiller i You Will Meet a Tall Dark Stranger er styret af egocentriske individer, der gør stupide ting og derigennem sårer hinanden. Og vi får således aldrig for alvor fornemmelsen af, at denne film for alvor har været nødvendig at lave. Det er mere et værk af vane end egentlig inspiration. Han er således i fin, men uimponerende form, men dette værk minder mere om Woody’s næstnyeste film, Whatever Works, bare med bedre skuespillere end den får én til at tænke på Annie Hall eller Vicky Cristina Barcelona. Filmen var formentlig blevet betragtet som ret middelmådig, hvis den havde været instrueret af en anden filmskaber, men den har en slags familiær ”Woody-stemning” over sig, der minder publikum om nogle af hans mere vellykkede film, så den simpelthen bliver lettere at følge.
3 af 6 stjerner.