Hans bror døde for et år siden, nu står Jack (Mark Duplass) som den dystre laps i stuehjørnet og ødelægger den gode stemning. Et vrag af et menneske, isnende bitter og derfor kun med veludviklet fantasi et oplagt omdrejningspunkt i Lynn Sheltons trekantsdrama. Men man siger jo, kvinder tit forelsker sig i den sårede, spolerede fyr, så de kan redde ham. Og Jack har brug for at blive reddet.

Jack bliver af sin bedste veninde, Iris (Emily Blunt), sendt i tvungen eksil i hendes fars afsidesliggende, efter hensigten tomme feriehytte, hvor han så kan se sine dæmoner i øjnene og forsøge at få brorens død på afstand. Men hytten er ikke tom, finder Jack ud af. Iris’ lesbiske søster, Hannah (Rosemarie DeWitt), har lige brudt med sin kæreste gennem syv år. Hun er lige så langt ude som Jack. Som de civiliserede mennesker, de er, afventer Jack og Hannah lige virkningen af en liter whisky, før de meget akavet tumler ind i soveværelset og ganske givet får Hannah til at huske, hvorfor hun droppede mænd i første omgang. Og ja – dagen efter dukker Iris op og fortæller Hannah, hun er forelsket i Jack. Ménage-a-hva’? Det tror jeg nok.

Det kan være en effektiv motor, trekantsdramaet. Y tu mamá también (… Og din mor) og The Dreamers er to nyere og anbefalelsesværdige eksempler på, at to personer får udfordret deres ellers ubrydelige bånd af et kaoselement i form af tredjemanden. I Alfonso og Carlos Cuaróns lille mesterværk fra 2001 er det de to mexicanske overklasseknægte Tenoch (Diego Luna) og Julio (Gael García Bernal), der får sat deres misundelsesværdige venskab på prøve af den ældre forførerske Luisa (Maribel Verdú), som forvandler dem fra drenge til mænd. Og i Bernardo Bertoluccis sensuelle pariserfortælling fra 2003 er det søskendeparret Isabelle (Eva Green) og Théo (Louis Garrel), som får konfronteret deres usædvanlige forhold af udvekslingsstudenten Matthew (Michael Pitt).

I begge tilfælde er det ikke selve trekantsdramaet, men dets effekt på tosomheden, som skildres ganske raffineret. Men også ret aflæseligt og i dramaturgisk forstand konventionelt: Luisa og Matthew er spejlingsfigurer, der skal afsløre Tenoch og Julios samt Isabelle og Théos uudtalte, iboende konflikt. I Your Sister’s Sister er der ikke på samme måde tale om, at kaoselementet først inviteres ind og siden deporteres.

Your Sister’s Sister er, og gudskelov og tak for det, ikke en fladpandet romantisk komedie. Det er et drama, endda et romantisk drama. Og så er det sjovt. Sjovt på den der intelligente, dystre måde, hvor klovnen er malet sort i ansigtet og bliver eksponentielt mere interessant og morsom. Dialogen er glimrende, og den bærer filmen gennem meget lange scener uden klip. Skuespillerne er i lange perioder forrygende, og Hannah er uudgrundelig i sin Patti Smith’ske fremtoning. Filmen tager en farceagtig drejning et stykke ind i dramaet, som efter min mening er en fejldisposition, men bortset fra det fungerer den troværdigt som en skildring af et trekantsdrama, som ikke kun handler om to søstre, der bliver uvenner over et engangsknald, men udstiller deres uudtalte indbyrdes problemer. Til forskel fra Y tu mamá también og The Dreamers forvises kaoselementet Jack ikke fra scenen, og i øvrigt kan man argumentere for, at Hannah lige så vel kan indtage rollen som tredjemand i Jack og Iris’ spirende forhold. Det er altså på dette, men også flere niveauer, en mere kompliceret dramaturgi, der udfoldes her. Dog – som det også gælder med udspringsdisciplinerne ved et svømmestævne, bliver det sværere at udføre sin øvelse til topkarakter, jo større sværhedsgraden bliver. Og Your Sister’s Sister er ikke uden sine skæve arme og asynkrone bevægelser.

Kommer vi dybt nok ned i problemerne? Det vil jeg mene, vi ikke gør, og her kunne jeg have ønsket mig, instruktør og forfatter Lynn Shelton havde udforsket Jack, Iris og Hannahs handlemønstre med lidt mindre grad af forventning til, at publikum nok kan genkende mønstrene og derfor ikke sætter spørgsmålstegn ved dem. For eksempel virker det på mig mere som en filmisk konvention, når søstrene skal begive sig hen mod forsoning, end det virker som en troværdig udvikling. Det går simpelthen for hurtigt og uforklarligt, medmindre man tilskriver forløbet en genkendelse af lignende situationer i andre film. Sheltons film ender også ganske kort efter denne udvikling, og noget kunne tyde på, man har manglet 10-20 minutter til lige at behandle personerne med samme troværdighed, som man gør i første halvdel af Your Sister’s Sister. Det ændrer nu ikke på, at det er en intelligent, humoristisk og velskrevet film, som dog tager en ejendommelig drejning til sidst.