‘Yves Saint Laurent’ er en stilig film, men desværre langt fra ligeså opsigtsvækkende som hovedpersonens oprindelige kreationer
I 1957 overtager den kun 21-årige Yves Saint Laurent modehuset Christian Dior og befinder sig dermed i toppen af den parisiske haute couture verden. Hans første kollektion bliver modtaget med store klapsalver, og samme dag møder han Pierre Bergé, der bliver hans partner både i arbejdet og privat. Tre år senere etablerer de virksomheden Yves Saint Laurent, som bliver en af de største mærker indenfor mode nogensinde. Presset der følger med den store succes begynder at tynge Yves’ skrøbelige kunstneriske person, og Pierre må kæmpe hårdere og hårdere for at holde Yves investeret i både forretningen og deres kærlighedsliv.
Yves Saint Laurent er fransk nationalarv. Den værdi som han har haft for den internationale modeverden er endnu højere end de enorme summer, som salget af hans kunstsamling indbragte Pierre Bergé i 2009. Filmen bruger denne begivenhed som udgangspunkt for historien om Yves Saint Laurent. Virkelighedens Pierre Bergé har delt historien om sin partner gennem 18 år til filmens instruktør, og det er med hans stemme vi, gennem skuespilleren Guillaume Gallienne, oplever fortællingen.
Det er en god beslutning at lade en person ved siden af kunstneren portrættere ham. Fascinationen af geniet ligger i den mystik, der omgiver ham og i følelsen af at være i nærvær af noget uspoleret, nærmest guddommeligt. Denne side af Yves Saint Laurent får vi meget fint serveret i filmen blandt andet gennem brugen af de originale Yves Saint Laurent kjoler, der er blevet stillet til rådighed for filmholdet. Kjolerne og modeshows’ene får god tid filmen, så vi kan få lov til at dvæle ved den magi, der omgav Yves Saint Laurents unikke sans for stil og mode. Ligeledes er Yves Saint Laurents egne ikoniske briller brugt som del af kostumet til Pierre Niney, der skildrer den franske modehelt meget troværdigt. Scenografi, kostumer og skuespil giver alle perfekte billeder af de personer og den samtid, de skal portrættere og gør ‘Yves Saint Laurent’ til en meget stilet film.
I modsætning til dette er filmens drama ofte på grænsen til ligegyldigt. Mange af konflikterne, der opstår i forholdet mellem Yves, Pierre og andre involverede, prellede af på mig. Der er mange film, der behandler en hovedpersons smertelige forvilden ud i grænselandet mellem relationer til mennesker og relationer til kunst, hvad det så end kan indeholde af kokain, depression, promiskuitet og usikker kærlighed – og der mange film, der har gjort det bedre end ‘Yves Saint Laurent’. Den meget hurtige og ikke fyldestgørende slutning på filmen gav mig en idé om problemet: Enten har Yves Saint Laurents liv simpelthen ikke været spændende nok, eller også får vi ikke den fulde historie.
Det kan tænkes, at ønsket om at være respektfuld overfor personen og nationalklenodiet Yves Saint Laurent har haft en lidt formildende effekt. Kort sagt kunne jeg godt bruge en forklaring på, hvorfor Yves var en så interessant person, at man har valgt at bruge hans off-the-mill maniodepressivitet som omdrejningspunkt for en hel film. For mig at se kunne man have brugt mere interessante konflikter: Venskabet mellem Yves og Karl Lagerfeldt eller måske modellen Victoires fascination af modegeniet. Måske man kunne have taget fat i Yves’ algierske baggrund, som han deler med instruktøren Jalil Lespert. Uafhængighedskrigen mellem Algeriet og Frankrig foregik netop i de samme år, som også var de mest interessante for Yves Saint Laurent – både i filmen og i virkeligheden. Efter min mening en oplagt mulighed for en kontekstuel problematisering, der ikke bliver udnyttet nok. Fascinationen ved ikonet og mærket Yves Saint Laurent er beholdt, men det dramaturgiske indspark, som filmen tilføjer, er hverken surt eller sødt nok til at provokere mere end middelmådig reaktion fra publikum. Og det er synd, når man tænker på den store créateur, som har været forlægget.
