Sangskriver, musiker, filmskaber, satiriker og aktivist – Frank Zappa var alt dette og meget mere. I ’Zappa’ kastes man hovedkulds ind i den evige excentrikers musikalske univers, og det er hele rejsen værd.
Alex Winter – bedre kendt som Bill fra ’Bill & Ted’s Excellent Adventures’ – står bag denne enormt stemningsfulde dokumentarfilm om Frank Zappa. Filmen er en yderst gennemført og omfattende gennemgang af Zappas liv, som både privatperson og kunster – selvom de to er nærmest uadskillelige.
Frank Zappa blev kun 52 år, men han nåede at sætte et uudsletteligt aftryk på musik- og populærkultur. Den selvlærte komponist og musiker nåede at udgive 62 albums inden sin død, og der er udgivet 53 albums efterfølgende. Hans intense arbejdsmoral og integritet lagde bunden for den musikalske revolution, han startede i slut 60’erne med ’Mothers of Invention’.
Zappas anarkistiske natur frigjorde ham fra samfundets normer og konventioner, og gav ham frihed til at udtrykke sig selv som både kunstner, intellektuel og politisk aktivist. Igennem musikken fik komponisten målrettet afløb for sine mange store tanker, idéer og følelser. Han banede vejen for eksperimenterende musik og genreblandinger, og legede med alternative tempi, toner og rytmer.
Kompleksitetens mester
Sjældent har en dokumentars æstetik fanget sit omdrejningspunkt så gennemgribende som denne. Man kastes direkte ind i Frank Zappas lettere kaotiske og tossede univers fra første minut. Igennem kunstnerens utallige interviews er der nok materiale til, at han kan fungere som filmens fortæller.
Hans til tider apatiske stemmeføring fungerer sublimt til filmens mærkværdige lydside, der i starten prydes af Zappas mere eksperimenterede værker. På billedsiden klippes der hurtigt mellem diverse hjemmevideoer, billedalbums og arkivmateriale.
Dokumentaren er indbegrebet af Zappa-esque – den mærkværdige og dystopiske lydside tilfører et twist af sort humor, som er et vartegn for musikeren igennem al hans kunst. Lydsiden skifter ofte og pludseligt, og der er både animation, ler-animation og grafik, der springer let og elegant henover skærmen, alt imens vi hører Zappa fortælle om dengang, han kom til at sætte ild til sit gymnasium.
Poetisk elegance
Filmen tager en nærmest poetisk drejning midtvejs, da tone og tempo ændrer sig. Kunstneren går fra at være fuld af forundring, nysgerrighed og kreativitet til at været styret af indestængte følelser som bitterhed, vrede og uretfærdighed.
Ovenpå en fængselsdom, en brand og et overfald ændrer Zappa kurs. Han modnes og ønsker fuld kontrol over både image og produkt. Han starter sit eget pladeselskab med konen Gail, tager kampen op mod censur og den ultra-kristne elite i USA. Han løfter også sin musik op på et nyt niveau med eksperimenterende klassisk musik spillet af Londons symfoniorkester. Denne drejning i musikerens liv fortælles yderst vellykket gennem et subtilt skift på både lyd- og billedsiden samt en nedgang i klippetempo.
Som filmen nærmer sig Zappas sygdom og sidste år, markeres det elegant igennem optagelser af komponisten, der står og laver en fast rytme med sin taktstok, som var det livets ur, der tikker. Der krydsklippes til sort/hvide, stemningsfulde flashbacks, som symboliserer en intens, smuk og besynderlig karriere. Da musikken starter, ser vi en kaotisk og tumultarisk opsummering af et bombastisk liv.
Klodsede konventioner
Der er enkelte steder, hvor filmen mister pusten. Alle interviews forløber på samme vis – en person sidder stille og fortæller sin historie foran et stationært kamera. Det bryder med både filmens tempo og æstetik for ikke at nævne Zappas udtryk. Det ville have klædt filmen at lade sig inspirere af dokumentarer som ’The Life and Mind of Mark DeFriest’ (2014), som gør brug af animationer fremfor en stillestående billedside.
Man tvinges derfor ud af sin Zappa-rus de steder, hvor interviewklippene er for lange. Når nu illustrationer og grafik var en stor del af kunstnerens image, havde det været en fin tilføjelse at bruge hans faste samarbejdspartnere, illustrator Cal Schenkel eller ler-animatør Bruce Bickford, til at udforme en komisk og karrikeret billedside fremfor denne noget traditionelle interviewform, der bryder med den evigt utraditionelle musiker.
En formfuldendt skildring af en individualist
Dokumentaren søger ikke at løse nogen større gåde eller afdække en større skandale, men trods denne manglende sensationalisme var jeg grebet fra start til slut. Frank Zappas eklektiske univers og excentriske personlighed er så dragende, at det er umuligt at kigge væk. Den konstante provokatørs alvorlige, men legende tilgang til både livet og kunsten er stærkt fascinerede og livsbekræftende.
Ligesom komponistens personlighed og musik føles filmen som ét langt psykedelisk trip – hvilket jo er noget ironisk med tanke på kunstnerens store distance til 60’ernes heftige stofmisbrug. Frank Zappa kan sammenlignes med en Terry Gilliam-animation fra en Monty Python film, og jeg er vild med det! Hans store respekt for kunsten blandet med en ironisk distance skaber et helt unikt univers, vi alle bør dykke ned i noget oftere.
