Rambo og store eksplosioner bliver endegyldigt parkeret i fortiden og erstattes nu af noget meget mere destruktivt; en mand med en computer.

Velkommen til den fagre nye verden af cyberkrigsførelse. Her er der ingen regler, ingen kontrol og afhængig af beskueren, er det også tvivlsomt hvem der er de gode og de onde. Det er den usynlige slagmark, hvor målet er at forvolde sin modstander mest mulig skade uden, at de ved hvem der har skadet dem. ’Zero Days’ er filmen om et af de tidligste og mest effektive angreb af slagsen.

I 2010 havde computervirusen Stuxnet spredt sig over det meste af kloden. Den havde spredt sig fuldstændig autonomt og var yders sofistikeret programmeret. I en sådan grad, at det var usandsynligt at enkeltpersoner stod bag. Mange indicier pegede på USA og Israel som ophavsmænd. Deres mål? Centrifuger til atomart materiale i det mest topsikrede atomanlæg i Iran. Formålet var at få dem til at bryde sammen og derved sætte deres atomprogram tilbage.

Top secret
Instruktøren Alex Gibney har skabt en af de mest interessante spionfilm i mange år. Hemmeligskræmmeriet, der omgiver hele affæren er som taget ud af de bedste spion thrillers Hollywood har disket op med. Der er interviews med flere folk, der tidligere har arbejdet i diverse efterretningstjenester. Nogle stiller op ved navn. Andre er anonyme. Det er fra de anonyme kilder at de fleste af oplysningerne bliver bekræftet og også der, at der kommer ny information fra.

En af måderne Gibney vælger at formidle dette på, er ved at tage mange anonyme oplysninger og få en skuespiller til at fremføre dem. Hun er sløret grafisk og stemmen er ændret, så det fremstår som om hun er ”den” anonyme kilde. En gimmick, der vil fungere for nogle blandt publikum, mens andre vil finde det irriterende. Personligt har jeg intet problem med det. Det er med til at fastholde den nervepirrende spænding og mystik som filmen oser af fra første sekund.

Visuel sublim
Sjældent har et så tørt emne som programmering været præsenteret så imponerende, som det sker her. Ved hjælp af ekstremt veludført grafik bliver man som publikum flere gange hevet ind i den elektroniske verden, hvor utallige linjer af kode flyver rundt på lærredet i en smuk visuel symfoni. Det giver en ekstra dimension til filmen, som ellers mest gør brug af konventionelle interview setups og diverse nyhedsklip.

Filmen mister lidt intensitet omkring midten. Det er egentlig meget forståeligt eftersom, at den lægger ud i et hæsblæsende tempo. Men det gør alligevel at jeg sidder tilbage med en følelse af, at filmen kunne have været perfekt, hvis man havde valgt at trimme den med 10 minutter.

Dyster fremtid
”If we go out and do something, most of the world now thinks that’s a new standard and it’s something that they now feel legitimated to do as well.” Citatet er fra en tidligere direktør fra både CIA og NSA. Det fremstår her i 2017 lettere profetisk, da filmen udkom i sommeren 2016. Et godt stykke tid før polemikken omkring det amerikanske valg og russisk hacking. Filmen tegner generelt et meget dystert billede af fremtiden når det gælder cyberkrig. Der er på nuværende tidspunkt ingen regler eller normer for dette felt og filmen ligger netop stor vægt på, at der er brug for en åbenhed, så der kan komme et regelsæt for denne nye krigszone.