Disney leverer deres måske mest politiske film nogensinde med Zootropolis, hvor racespørgsmål i dagens USA tages op med dyr i hovedrollerne.

Disney havde i mange år problemer med at konvertere deres altdominerende monopol over tegnefilmsgenren til den nyetablerede computeranimationsgenre. Med film som ’Chicken Little’ og ’Over The Hedge’ kunne Disney kigge langt efter konkurrenten og samarbejdspartneren Pixar.

Men i 2013 kom, hvad mange betragter som værende det kvalitetsmæssige gennembrud med ’Frozen’, som i den grad også blev en kommerciel succes. Siden fulgte de op med ’Big Hero 6’, og nu er spørgsmålet, om de kan konsolidere deres comeback inden for animationsfilm produceret uden Pixar-hjælp.

Første akt: Klassisk Disney.
Det ligner noget vi har set før. Dyrene er igen hovedpersoner, og de er nuttede og relativt ufarlige. Hovedpersonen Judy Hopps er en kanin, og hun vil gerne være den første kaninbetjent i dyrebyen Zootropolis. Hun bliver konstant informeret om, hvordan hun er uegnet til jobbet, og hvordan hun skulle tage og give op på sin drøm. Alarmklokkerne begynder lige så stille at ringe. Er dette endnu en film om at tro på sig selv, uanset hvad andre folk siger? Som vi har set det 1000 gange før fra Disney?

Judy bliver betjent, men bliver placeret som parkeringsvagt, og allerede på sin første dag bliver hun snøret af ræven Nick Wilde. Judy roder sig herefter via forskellige omveje ud i et opgør med sin politichef, og han stiller et ultimatum. Judy skal nå at løse en sag om 14 forskellige forsvundne dyr inden for 48 timer, ellers skal hun kvitte sit job som politibetjent frivilligt. Judy beslutter sig for at teame op med Nick Wilde, og sammen forsøger de at løse mysteriet.

Anden akt: Referencer til alle.
Herfra kører plottoget, med masser af overraskende vellykkede jokes bygget på præmissen om en storby befolket af dyr. Der skabes kaos, når store kaniner og væsler vælter ind i en ”Little Italy” kopi kun befolket af mus. Dovendyr langsommeliggøre en allerede kedelig proces på kørekontoret. Elefanter bruger alternativ fødevarebehandling i en isbutik. Ideerne er kreative, og vittighederne fungerer både for børn og voksne.

Der refereres lystigt til forskellige film, hvor bl.a. en ’Godfather’ parodi hiver gode point hjem, og det hurtige publikum vil også genkende referencer til ’Frozen’ og andre Disneyfilm. Det er morsomt og er akkompagneret af flotte animationer, som sagtens kan måle sig med Pixar.

Der hvor ’Zootropolis’ ikke kan følge med Pixar, er med hensyn til hjertet i filmen. Hvor Pixar (og til dels ’Frozen’) for mit vedkommende tæt ved altid har en emotionel dimension, så lykkedes ’Zootropolis’ ikke med det henseende.

Tredje akt: Racespørgsmål og samfundskritik i en Disneyfilm?
’Zootropolis’ gav mig altså ikke våde øje, men den gjorde til gengæld noget fuldstændigt anderledes, den er nemlig noget så sjældent som en Disney-film med reelt politisk indhold. I tredje akt skiftes fokus over på store problematikker som racehad og xenofobi i nytidens USA og for dens sags skyld Danmark. Dyreverdenen agerer analogi med henholdsvis byttedyr (den hvide majoritetsbefolkningsgruppe) og rovdyr (de forskellige minoriteter). Det er stærke emner for Disney, og de leverer en rigtig fin besked til de forskellige problemstillinger.

Så alt i alt formår Disney at fortsætte deres ny fundne bølge af friske og kreative animationsfilm. Der er ikke samme hjerte som i ’Frozen’, men der kvitteres til gengæld med en morale, som topper noget af Disneys bedste, krydret med diverse referencer og jokes, som vil få både store og små til at trække på smilebåndet.